Efterårsferie Generelt Sommerferie Udforsk Danmark

Den hellige gral i Jyllands hjerte

5. august 2020
Skibet Kirke er en kulturhistorisk perle

Vejleegnen og den hellige gral

– seværdigheder og guidede ture på Vejleegnen

Den hellige gral i Jyllands hjerte

Der er den med gralen, men der er mange andre rigtig gode og spændende seværdigheder på Vejleegnen, for eksempel:

  • Økolariet i Vejle
  • Bølgen og Fjordenhus
  • Grejsdalen med en slående smuk natur og en frådstensklippe 
  • Skibet Kirke og Haraldskær – og den hellige gral?
  • Randbøldal og Bindesballe Købmandsgård
  • Ravningbroen
  • Egtvedpigens grav.
  • Jelling med højen og Harald Blåtands runesten.

Og så er der ikke langt til endnu flere turmål mod syd, f.eks. fæstningsbyen Fredericia og Kolding med Koldinghus og Skamlingsbanken og Christiansfeld i kommunens sydlige del. Nogle gange kan man bare tage af sted og opleve verden. Men nogle gange kan det være rart at få en introduktion til seværdighederne, og så kan man vælge at tage en guidet tur rundt på stedet. Mangler du ideer til seværdigheder eller guidede ture i og omkring Vejle, så kan du se nogle forskellige forslag HER.  

Og nu kommer så forklaringen på hvad den hellige gral og Vejle har at gøre med hinanden. Skibet Kirke ligger 6 kilometer vestpå, uden for Vejle op ad den smukke, smukke ådal, og i Skibet Kirke kan man se billeder af gralsriddere og den hellige gral. Billederne er helt tilbage fra ca. 1200. Det var dengang gralslegenderne var lige så nye og moderne og hotte som Harry Potter for 20 år siden. Billederne handler om gralslegenden. Hvad går det nu ud på?

Fanden har fri – kunstneren maler riddere og gralen på væggen.

Ca. år 1200 lagde maleren sidste hånd på de billeder af gralen og gralsridderne, der blev malet i den friske puds på væggene i Skibet Kirke. Nogle af farverne havde han selv kunnet fremstille af lokale materialer. Med okker kan man lave gul, rød, brun og sort og der er okker mange steder i Danmark, også omkring Vejle. Blå og grønne farver måtte importeres langvejs fra og de var dyre. Måske er det forklaringen på at maleren brugte så meget gult og rødt i billederne og ikke så meget af de andre farver? I mange kirker ser man billeder af Fanden og den Korsfæstede, og man fornemmer budskabet: opfør jer ordentligt nu eller I bliver stegt senere. Den side af historien fylder ikke så meget i Skibet. Jesus er der, men han er stadig sund og rask og Fanden er fraværende. Billederne handler om hvor vigtigt det er at riddere skal søge efter den hellige gral.

Men hvad er den hellige gral? Der er to forklaringer. I den første er gralen den skål, som Jesus brugte til at servere vin for disciplene ved den sidste nadver. I den anden er gralen den skål som Josef af Aritmathæa brugte til at opfange dråber af Jesu blod mens han hang på korset og efter at han var blevet stukket i siden af Longinus’s spyd. I begge tilfælde handler det helt klart om Jesu blod, men det er ikke klart om der kun findes en skål, om der er to forskellige eller om det er en og den samme. Men hvor er den, gralen? Tjaeh…. Men der er i hvert fald to billeder af den på væggen i Skibet Kirke, og der kan man se dem.

Et billede og 200 graler?

Der er mange teorier om det og der er op imod tohundrede forskellige ting som nogen mener er den ægte, hellige gral. Der er for eksempel en skål, som står i skatkammeret i Hofburg i Wien. Der findes også en meget fin kalk af agat som står i katedralen i Valencia i Spanien. Og der er yderligere en flot dekoreret skål, som står i katedralen i Leon, også i Spanien. Og sådan ca. 197 andre…. På billedet i Skibet ser det ud som ridderne kommer med en krukke og at den i et andet af billederne bliver brugt som alterkalk. Kalken er det bæger præsterne bruger til at servere vin ved nadveren og vi husker jo nok fra konfirmationsundervisningen at vinen er Kristi blod….. Det giver mening, og det passer også med gralslegenden, hvor ridderne er ude og søge den hellige gral fordi den har nogle magiske kræfter som kan genskabe fred og kærlighed i samfundet. Det kan vi jo nok have brug for, også i dag. Og hvis du nu tænker: “Var det forresten ikke noget med Kong Arthur og sværdet i stenen og Merlin og Perceval og Lancelot?” Og England? Jo, lige netop. Et af de steder man hævder at have haft gralen er Glastonbury, og nogle folk mener at riddernes ægte runde bord findes i nærheden og stadig kan ses i Winchester. Det har været udstillet der i et par hundrede år.

En guidet tur giver den bedste oplevelse

Vil du gerne se billederne i Skibet Kirke, så kan det ofte godt lade sig gøre – eller du kan du lave en aftale med en guide som ikke kun sørger for at døren er låst op når i kommer, men som også kan fortælle dig nogle af de mange andre spændende historier der er omkring denne lidt uanselige kirke med de smukke kalkmalerier. Det er billeder som blev malet omtrent samtidig med at Dannebrog faldt ned fra himlen. Det var dengang Valdemar Sejr tvangskristnede hedninge i Baltikum og en fransk domineret korsridderhær med venetiansk hjælp i 1204 skiftede mening.

Man valgte at angribe og udplyndre det kristne Konstantinopel i stedet for at sende korstoget i retning mod Jerusalem. Tiderne var usikre, fanden var løs og det var godt at man havde helgener som man kunne bede om hjælp når det brændte på. En af dem hedder Katharina, og hun er også malet på væggen i Skibet Kirke i årene omkring 1200.

Dengang var der stadig magi i menneskenes tilværelse og den gennemsyrede livet. En lille smule af den magi kan vi stadig finde på billederne i Skibet Kirke og høre om den i de fortællinger, som billederne skulle minde kirkegængerne om.   

(Visited 40 times, 1 visits today)

You Might Also Like

da_DKDanish